Vi arbejder med dansk historie og kulturarv som noget levende, der kan udforskes, mærkes og overleveres https://bruun-richardt.dk/. I denne artikel gennemgår vi konkrete projekter, personligheder og redskaber, som gør det muligt at gå dybere ind i Danmarks fortid uden at forlade den faglige kerne. Hver del tilbyder læseren praktiske trin, eksempler og konkrete kilder, der kan bruges direkte i eget arbejde eller besøg.

Brug af digitale arkiver uden at miste overblikket

Vi benytter digitale arkiver til daglig, fordi de tilbyder adgang til kilder, der i modsat fald ville kræve rejser og tilladelser. Parallelt ved vi, at søgninger kan resultere i tusindvis af resultater, som hurtigt bliver uoverskuelige. Vi begynder derfor med at fastlægge en præcis søgestreng, der omfatter både stednavn og tidsrum. En søgning på “Helsingør told 1680-1700” giver færre, men mere relevante hits end en bred søgning på “told” alene. Vi har observeret, at en sådan afgrænsning reducerer antallet af resultater fra 12 000 til under 300, hvilket gør det muligt at gennemgå hver protokol manuelt på en enkelt dag.

Vi gemmer derefter hver relevant kilde med metadata i en fælles mappe, så alle deltagere kan tilgå den samme fil. Vi anvender et simpelt regneark, hvor vi noterer filnavn, dato, type og kort beskrivelse. På den måde omgår vi at downloade det samme dokument flere gange, og vi kan hurtigt se, hvilke kilder der mangler. Regnearket tjener også som backup, hvis en hjemmeside modificerer adresse eller lukker ned. I et projekt med 87 dokumenter fandt vi, at tre filer havde identiske filnavne, men forskellige datoer; regnearket tillod det muligt at omdøbe dem, før vi distribuerede mappen med eksterne samarbejdspartnere.

Vi fuldfører med at tjekke, om arkivet stiller til rådighed API eller bulk-download, fordi det kan spare tid ved større projekter. Nogle arkiver muliggør, at vi download hele serier af protokoller på én gang, mens andre nødvendiggør manuel download side for side. Vi vælger den metode, der egner sig til projektets størrelse, og vi noterer altid, hvilken metode vi har brugt, så andre kan gentage arbejdet. På den måde bliver de digitale ressourcer både effektive og gennemsigtige. Vi har konstateret, at en API-forbindelse til Rigsarkivet halverede downloadtiden i et projekt med 1200 sider, mens en anden samling kun kunne hentes manuelt, hvilket nødvendiggjorde to ekstra frivillige i en weekend.

At identificere personers positioner i lokalsamfundet

Vi undersøger altid, hvilke roller enkeltpersoner havde, fordi de ofte er nøglen for at begribe, hvordan beslutninger blev taget. En præst, en foged eller en købmand disponerede over forskellige netværk og dermed forskellige muligheder for at præge udviklingen. Vi begynder med at lave en simpel figur, hvor vi anbringer personen i midten og skriver de relationer, vi kan underbygge, ud fra kilderne. Figuren demonstrerer hurtigt, hvem der besad adgang til jord, penge eller politisk indflydelse. I et projekt i Østjylland viste figuren, at præsten var gift med fogedens søster; det forklarede, hvorfor kirken fik ny tagbelægning samme år, som fogeden fik bevilliget midler til vejreparation.

Vi bevæger os derefter dybere ved at kortlægge personens bevægelser over tid. Kirkebøger angiver fødsler, vielser og begravelser, mens skattelister viser, hvornår en person emigrerede eller anskaffede jord. Vi optegner hver begivenhed med dato og kildehenvisning, så vi kan følge en livsbane fra fødsel til død. Denne tidslinje skaber det muligt at observere, hvornår en person fik ny status eller tabte den igen, og hvilke begivenheder der initierede ændringen. Et eksempel er en smed i Næstved, der i 1742 arvede en lille grund; fem år senere optræder han som ejer af to gårde, og skattelisten dokumenterer samtidig, at han havde tre svende boende, hvilket tyder på en hurtig økonomisk opstigning.

Vi konkluderer med at holde op mod flere personers livsforløb inden for samme landsby eller sogn. På den måde kan vi se mønstre, som den enkelte kilde ikke fremviser alene. En bonde, der overtager jord, kan have haft andre perspektiver end en håndværker, der betaler leje for hus. Ved at sætte disse liv side om side får vi et mere nuanceret billede af lokalsamfundets sociale lag og af de veje, der stod åbne eller lukkede. I et projekt i Thy kunne vi vise, at tre håndværkere, der alle betalte leje for hus i 1780, tyve år senere erhvervede hver sin grund, mens to bønder, der arvede større gårde, stadig residerede på samme matrikel; mønsteret indikerede på, at håndværk gav større geografisk mobilitet end jordarv i netop den periode.

At dokumentere fund med standardiserede metoder

Vi har indført en fast dokumentationsrutine, der tillader at sammenligne fund fra forskellige projekter. Hver genstand modtager et specielt ID, der består af stedkode, årstal og løbenummer. ID’et føres både på en etiket og i en digital database, så intet oplysninger forsvinder. I et projekt på Falster indførte vi 312 skår på fire dage; fordi hvert skår besad et specifikt nummer, kunne vi senere matche fragmenter, der matchede, selvom de var placeret flere meter fra hinanden.

Vi dokumenterer altid genstanden fra fire vinkler med en farveskala og en målestok i billedet. Billederne gemmes i en mappe, der er kaldt efter ID’et, så det er nemt at lokalisere dem igen. Samtidig udfylder en registreringsformular med oplysninger om materiale, farve, form og eventuelle stempler. Formularen er bygget som en række faste felter, så alle deltagere registrerer de samme typer data. På den måde kan vi senere udføre statistiske analyser uden at skulle gætte på, hvad en kollega tænkte med “brunlig” eller “stort set helt”.

Vi slutter med at opdatere en samlet GIS-database, hvor hvert fund tildeles en præcis koordinat. Databasen tillader at se, om visse typer genstande koncentrerer sig i særlige områder af udgravningen. I et projekt i Himmerland viste kortet, at alle importerede keramikskår befandt sig inden for ti meter af en gammel vej; det antydede, at vejen var en aktiv handelsrute i 1300-tallet. En sådan spatial analyse havde været umulig uden den metodiske dokumentation.

1. Lokaliser genstanden og tildel ID
2. Dokumenter fra fire vinkler med målestok
3. Udfyld registreringsformular
4. Registrer koordinater i GIS
5. Lager både fysiske og digitale filer

At bevare fysiske spor

Vi ved, at fysiske spor som mure, gravhøje og vejforløb er sårbare over for både vejr og menneskelig aktivitet. Vi starter derfor med at dokumentere tilstanden, før vi rører ved noget. Vi tager fotos fra faste punkter hver sæson og noterer revner, mos og jordskred. Disse billeder bliver en visuel logbog, der viser, om skaderne udvikler sig hurtigt eller langsomt. I et projekt på en jernaldergravhøj i Himmerland tog vi billeder fra samme stativ hver tredje måned; efter to år kunne vi se, at en enkelt revne var vokset fra 4 til 11 centimeter, hvilket udløste en ansøgning om midler til dræning.

Vi beslutter derefter den mindst indgribende metode til beskyttelse. En simpel afdækning med fiberdug kan forhindre, at regn vasker jord væk, mens en større konstruktion kan ændre stedets udseende og dermed dets oplevelsesværdi. Vi diskuterer altid løsningen med både myndigheder og lokale beboere, så alle forstår, hvorfor indgrebet er nødvendigt. På den måde undgår vi konflikter og sikrer, at bevaringen bliver vedvarende. I et projekt på en middelalderkirke i Sydsjælland valgte vi fiberdug i stedet for en permanent markise, fordi beboerne mente, at en markise ville ændre udsigten fra kirkegården; fiberdugen fjernes hver forår og efterlader ingen spor.

Vi slutter med at planlægge den løbende pleje. En gang om året renser vi mos og fjerner ukrudt, der kan sprænge fuger. Vi noterer dato og metode i en logbog, så næste hold ved, hvad der er gjort, og hvad der skal gentages. Denne rutine gør, at stedet forbliver læsbart for både forskere og besøgende i mange år frem. På en borg ruin i Nordsjælland har vi nu en logbog med 14 års noter; den viser, at mos fjernes bedst i april, før fugtigheden stiger, og at en enkelt frivillig kan klare 40 kvadratmeter på en formiddag med de rette børster.

At opspore og vurdere originale kilder

Vi begynder altid med at adskille mellem førstehånds og sekundære kilder, fordi de forskellige krav til kildetjek. Et primært dokument er samtidigt hændelsen, mens en sekundær kilde er skrevet siden og støtter sig på andres oplysninger. Vi undersøger således i Rigsarkivet efter tingbøger, lensregnskaber og kirkebøger, der er udarbejdet i episodens eget årti. Disse dokumenter giver os specifikke tal, navne og datoer, som vi kan bruge som holdepunkter i beretningen. I et studium af skatteinddrivning i 1680’erne opdagede vi på en lenregnskab, der nævnte 47 navngivne bønder; samme årgang af kirkebogen viste, at tre af dem afgik ved døden den samme vinter, hvilket placerede skattekravet i et nyt lys.

Vi bedømmer efterfølgende papirets herkomst ved at se på, hvem der har forfattet det, og hvilket formål teksten tjente. En forvaltningsregnskab er ofte mere pålidelig end en privat dagbog, når vi taler om skatteinddrivning, mens dagbogen kan tilbyde perspektiv i dagliglivets detaljer. Vi nedskriver derfor både afsender, modtager og omstændigheder på en kompakt formular, så vi effektivt kan sammenligne flere kilder. Denne strukturerede tilgang gør det lettere at opdage modsigelser og at vælge den kilde, der bedst besvarer vores spørgsmål. Vi har erfaret, at en enkel sætning i en fogeds dagbog om “storm og oversvømmelse” kunne forklares af en samtidig forvaltningsregnskab, der viste, at ti gårde modtog skattefritagelse det år på grund af beskadigede marker.

Vi udbygger de skriftlige kilder med konkrete genstande, der er opdaget på lokaliteten. En mønt, en skår eller en mursten kan verificere eller modsige det, dokumenterne omtaler. Vi fotograferer derfor hver fund med målestok og orientering, så billedet kan bruges i rapporter eller udstillinger. På den måde bliver de originale kilder såvel tekst og ting, der understøtter hinanden. I et projekt på Bornholm stødte vi på en skår med mærke fra Lübeck; samme år i toldregnskabet var det angivet, at en købmand havde indbragt keramik fra præcis den by, hvilket forbandt genstanden til en specifik handelsrute.

At præsentere resultater til varierende målgrupper

Vi justerer altid formidlingen til den kreds, der skal få den. En videnskabelig rapport forudsætter detaljerede kildehenvisninger og diskussion af metode, mens en udstillingstekst skal være kort og visuel. Vi skriver derfor to versioner fra starten: en fuld rapport og en kortere tekst på højst 150 ord til skilte eller hjemmesider. På den måde undgår vi at skulle forkorte senere og risikere at miste vigtige nuancer. I et projekt om en 1700-tals købmandsgård skrev vi en 18-siders rapport med 47 kildehenvisninger og en 142-ords skiltetekst, der stadig omtalte de tre vigtigste årstal og handelsvarer.

Vi anvender også forskellige medier alt efter målgruppen. En podcast kan nå lyttere, der ikke kommer på museer, mens en virtuel rundtur kan fremvise steder, der er spærret for offentligheden. Vi planlægger derfor både lyd, billeder og tekst, så samme historie kan fortælles på flere måder. Hver version fastholder de samme kernefakta, men vægten lægges forskelligt alt efter formatet. I et projekt på Ærø lavede vi en 22-minutters podcast med tre stemmer og en 360-graders video, der viste kælderen, som ellers kun er adgang to gange om året; begge versioner brugte de samme tre citater fra toldregnskabet, men podcasten lagde vægt på lydmiljøet, mens videoen fokuserede på de fysiske spor.

Vi analyserer derefter, hvordan budskabet bliver forstået. Vi spørger besøgende eller lyttere, hvad de genkalder bedst, og om der var dele, de ikke forstod. Disse tilbagemeldinger bruger vi til at justere både tekst og billedvalg i næste omgang. På den måde vorder formidlingen ikke kun en envejskommunikation, men en løbende dialog med publikum. Efter en udstilling om en strandfoged modtog vi 34 skriftlige kommentarer; syv nævnte, at de ikke forstod begrebet “strandsankning”, så vi tilføjede en simpel tegning i den næste version af skilteteksten.

At etablere et netværk af samarbejdspersoner

Vi erkender, at ingen enkeltperson kan dække ind over alle sider af et historisk projekt. Vi indleder derfor med at afdække, hvilke kompetencer vi savner, og hvilke aktører der kan levere dem. En arkæolog kan foretage prøvegravninger, mens en konservator kan behandle fund. Vi kontakter derfor både universiteter, museer og frivillige foreninger, der har erfaring med lignende opgaver. I et projekt om en 1600-tals købmandsgård havde vi brug for vi en konservator, der kunne stabilisere læderfragmenter; vi fandt en pensioneret konservator igennem et lokalt museum, og hun medvirkede med 18 timers frivilligt arbejde mod at få lov til at bruge fundene i en undervisningssamling.

Vi aftaler derefter klare roller og ansvarsområder, så alle kender, hvem der tager beslutninger om budget, metode og formidling. Vi udarbejder en kort samarbejdsaftale, der definerer, hvad hver part leverer med, og hvad de opnår ud af samarbejdet. Aftalen skal ikke være juridisk tung, men den etablerer klarhed og reducerer risikoen for misforståelser undervejs. I et projekt med fire parter brugte vi en enkelt A4-side med fire punkter: hvem der betaler transport, hvem der opbevarer fund, hvem der skriver rapporten, og hvem der må bruge billederne i undervisning; aftalen blev underskrevet på et enkelt møde og har fungeret i tre år uden ændringer.

Vi afholder løbende møder, hvor vi udveksler resultater og justerer planer. Et kvartalsvist møde er ofte nok til at holde projektet på sporet uden at belaste deltagerne unødigt. Vi sender altid en kort opsummering efter hvert møde, så alle har samme information, også dem der ikke kunne deltage. På den måde bliver netværket ikke kun en liste af navne, men en aktiv arbejdsgruppe, der kan løse opgaver, som ingen kunne klare alene. I et projekt om en forsvundet landsby har vi nu en fast gruppe på syv personer; kvartalsmøderne varer 45 minutter, og opsummeringen sendes samme aften, så alle kan følge med, også når de er på ferie eller i felt.

At udvælge de rette projekter til feltarbejde

Når vi tilrettelægger feltarbejde, starter vi altid med at definere emnet til en enkelt lokalitet eller et enkelt tidsrum. En klar afgrænsning gør det muligt at bedømme fremskridt og at indsamle data, der kan holdes op med tidligere undersøgelser. Vi vælger derfor gerne en gård, en kirke eller en mindre bydel, hvor skriftlige kilder og fysiske spor kan kombineres direkte. På den måde forhinder vi at sprede ressourcerne for tyndt, og vi kan komme tilbage til samme sted med nye spørgsmål uden at miste sammenhængen. I praksis har vi observeret, at et projekt på en enkelt gård i Vendsyssel gav os mulighed for at forfølge ejerskifte over fire generationer, fordi både tingbøger og markskel var intakte. Den samme afgrænsning gjorde det nemt at genbruge dronebilleder fra 2019, da vi vendte tilbage i 2023 med nye spørgsmål om dræningskanaler.

Vi tager også højde for tilgængelighed og bevaringsstatus. En ruin, der er tilgængelig for publikum, giver mulighed for flere besøg, mens en privat grund kræver tilladelse og nøje planlægning. Vi kontakter derfor altid museer eller kommunale arkiver, før vi forbereder udstyr. Samtidig tjekker vi, om der er nyere rapporter eller droneoptagelser, som kan minimere tid i marken. Denne forberedelse gør, at vi kan bruge feltdagene til observation og måling i stedet for at søge efter adgang eller manglende dokumenter. I et projekt på Møn blev det klart, at en tre år gammel laserscanning allerede havde indfanget alle synlige grave, så vi kunne koncentrere os om at måle jordens fugtighed i stedet for at starte fra bunden.

Endelig afstemmer vi projektets omfang med den tid, vi har til disposition. Et kort pilotstudie på to weekender kan vise, om emnet er bæredygtigt, før vi investerer i længere kampagner. Vi noterer derfor både budget, transport og udstyr i en simpel oversigt, så alle deltagere kender til, hvad de skal have med. På den måde er feltarbejdet både fagligt solidt og praktisk gennemførligt. Vi har oplevet, at en oversigt med farvekoder forenkler at se, hvem der har ansvaret for GPS, målebånd og tilladelser, og at en sådan oversigt mindsker antallet af glemte genstande på selve dagen.

Planlægning af udstyr og logistik til feltarbejde

Vi har lært, at solidt udstyr og en klar logistikplan kan afgøre, om en feltdag viser sig at være en succes eller en frustration. Før vi rejser fra kontoret, udarbejder vi en tjekliste, der dækker alt fra målebånd til reservebatterier. Hver person får en kopi af listen, så ingen overser sit eget ansvar. I et projekt på Samsø tog vi en 20 meter lang målekæde, en laserafstandsmåler og to droner med 45 minutters flyvetid; listen garanterede, at vi ikke stod uden reservedele, da en batteripakke blev at være defekt.

Vi pakker også altid en lille reparationskasse med tape, skruer og reservedele til stativer. En enkelt skrue, der er væk, kan afbryde en hel måleserie, og vi har set, at en hurtig udskiftning på stedet holder os for en ekstra tur til byen. Samtidig noterer vi, hvilke genstande der skal lånes eller lejes, så budgettet ikke bliver overskredet på grund af uforudsete udgifter. I et projekt i Østjylland lejede vi en totalstation af et lokalt museum mod at dele vores rådata; aftalen besparede os for 8 000 kroner i lejeudgifter.

Endelig planlægger vi transport og mødetidspunkter, så alle møder op samtidig. Vi bruger et simpelt online-kort med markerede parkeringspladser og adgangsveje, så ingen rejser forgæves. På den måde kan vi begynde målingerne inden for 15 minutter efter ankomst i stedet for at spilde den første time på at finde hinanden. En sådan plan har vist sig at forøge vores daglige produktivitet med mindst 30 procent.

• Laserscanner med 3 mm præcision
• Drone med 4K-kamera og RTK-modul
• Reservebatterier til alle enheder
• Trykte tilladelsesdokumenter i vandtæt mappe
• Førstehjælpskasse og ekstra vand